Af Stine Liv Johansen
Formand for Medierådet for Børn og Unge
De seneste ugers hændelser, hvor Google først fjernede og senere geninstallerede DR Ramasjangs app fra deres Play Store handler om meget mere end lakridspiber og ninja-slåskampe i dansk børne-tv. Det handler om, hvor vanskelig dansen om regulering af techplatforme og indhold på nettet er. Det kalder på politisk stillingtagen og handling, så vi sikrer at regulering baseres på relevante begreber om skadelighed. Begreber, der er grundet i et syn på børn og unge som individer, der både har ret til deltagelse i kultur og til beskyttelse mod krænkelser og indhold, der kan skræmme og skade dem.
Når Google tager beslutninger på vegne af en dansk public serviceudbyder og begrænser distributionen af Ramasjangs app, peger det på, at vi som samfund og demokrati har været for langsomme til at få afklaret spørgsmålet om, hvad vores børn skal beskyttes imod på de digitale platforme. Google og andre medieplatforme er i stor udstrækning overladt til selv at tage stilling. De baserer deres beslutninger på deres egne kriterier frem for på de værdier og retningslinjer, vi i Danmark selv vurderer medieindhold ud fra.
Man kan grine lidt af, at Google reagerer på lakridspiber og ninjaer i børneprogrammer, men pilen peger på os selv og vores politikere. Gennem de senere år har vi voksne i stigende grad forlangt, at techplatformene tager et større ansvar for det indhold, de distribuerer, og navnlig fjerner indhold, der er ulovligt eller krænkende. Flere organisationer, Medierådet for Børn og Unge, advokater og kontaktpersoner, der har haft de krænkede tæt på livet, har råbt vagt i gevær. Der er således et stort behov for tydeligere regulering, der forpligter tjenesterne til slette det ulovlige og krænkende indhold - også på tværs af platforme. De urimelige og tragiske sager til trods, kan man glæde sig over, at der både blandt politikere og blandt unge og voksne, er sat fokus på problemet - ikke mindst fordi et antal krænkede personer har stået frem med deres fortællinger.
Regulering og sletning er dog ikke altid svaret. Danmark har, som andre demokratiske lande, udviklet et rigt og levende kultur- og medielandskab med nyhedsmedier og kreative miljøer på film-, spil- og medieområdet, der er fri for politisk eller moralsk styring. Medieudbyderne agerer med meget vide rammer inden for dette landskab, og udfylder en betydningsfuld rolle i vores demokrati og kulturliv. Men de kan ikke tillade sig hvad som helst. Vi har straffelov, medieansvarslov, pressenævn og forpligtelse til at advare mod skadeligt indhold for børn gennem oplysende mærkning af for eksempel film og computerspil. Med andre ord: Vi har selv styr på den del af butikken, og den skal hverken Google eller andre kommercielle aktører blande sig i.
Ramasjangs app var i første omgang erklæret egnet for børn i Google Play Store efter ét sæt kriterier for derefter at blive lukket ned på grundlag af et andet sæt beskyttelseskriterier. Sagen viser, hvor sårbare sådanne kriterier er, når de er overladt til tjenesterne alene og er uden for demokratisk interesse og bevågenhed. Formentlig ved de færreste, at Googles i 2015 henlagde al aldersklassifikation af apps til den internationale mærkningsordning, International Age Rating Coalition (IARC). Googles begrundelse var, at de med beslutningen ønskede at forsikre forældre om, at apps er mærket efter ensartede og fagligt baserede kriterier frem for eventuelle advarsler fra de enkelte app-udviklere.
Google har kort sagt stræbt efter beskyttelseskriterier, som hverken udviklere eller Google selv skal stå på mål for. Ikke desto mindre har de i sagen om Ramasjangs app i højere grad lænet sig op ad deres egen ’Family Policy’, som de selv har udviklet. En sådan tilfældighed kan hverken vores public servicemedier eller børnene være tjent med.
Og det kan techplatformene heller ikke. Eksempelvis udtalte Mark Zuckerberg fra Facebook tidligere på året, at private techfirmaer ikke bør stå alene med beslutninger, der berører fundamentale demokratiske rettigheder (Financial Times 17.2.20). Facebooks udgangspunkt er, at de sociale medietjenester skal opfattes som distributionskanaler eller formidlere og ikke som et medie med sin egen stemme og sit eget redaktionelle ansvar. Det kan selvfølgelig diskuteres. Men uanset hvordan man definerer platformenes eget ansvar, er det uomtvisteligt, at den digitale kommunikationskultur varierer betydeligt fra land til land. Det er derfor stort set umuligt for en global tjeneste at fastlægge kriterier for sortering og klassifikation af indhold, der er i samklang med de enkelte landes kultur og demokratiske idealer.
Derfor skal vi i Danmark være meget tydeligere om, hvornår børn skal beskyttes mod skadeligt indhold. Medierådet mener, at vi som voksne og som samfund bør påtage os et større medansvar for den digitale kulturudvikling hos vores børn og unge. Navnlig i de nordiske lande har vi en stolt dannelsestradition, som tager udgangspunkt i et børneperspektiv, og som i indhold i forskellige medier tør at skildre børnelivet, som det er, og ikke kun som det ser ud i pastelfarvede tegnefilm. I tråd med den tradition adresserer vi helst opdragelse og generationskonflikter gennem dialog frem for voksenmoral og fordomme.
Børns digitale rettigheder må således aldrig reduceres til et spørgsmål om forbud og kontrol. Vi skal minde hinanden om, at den danske model i vid udstrækning er baseret på en opfattelse af barndommen og ungdommen som livsfaser i deres egen ret. Vores børn og unge skal have frirum til at møde verden, til at spejle sig i kunst og kultur og ret til at ytre sig i respekt for andre. Dette ideal skal være vores rettesnor, når vi skal i dialog med techplatformene om, hvem der har ansvar for hvad.
Meldingen fra Facebook og røgen fra Googles lakridspiber bør opfattes som et signal om, at vi har en stor, men ikke uoverkommelig opgave med at finde ud af, hvad børn og unge skal beskyttes imod. Vi skal stille krav til de digitale tjenester om, at de skal være åbne og lydhøre i forhold til, hvad vi som samfund ønsker af beskyttelse i et ellers frit og demokratisk medieunivers. De har selv bedt om det.
Vi skal i den forbindelse overveje, om der skal være en instans, som kan styrke forældre og andres konkrete handlemuligheder over for techplatformene. Altså et sted, som forældre kan kontakte, hvis de vil anmelde ulovligt, skadeligt eller krænkende indhold på nettet, og hvor man bliver mødt af fagpersoner, der kan reagere, rådgive og samle erfaringer på et vidensbaseret, børnesagkyndigt grundlag.
Hvis vi skal lykkes med at tage teten i forhold til at forpligte techplatformene på børne- og ungeområdet kræver det politisk handling og inddragelse af alle relevante aktører på området. Opgaven er et fælles anliggende for producenter, distributører og interesseorganisationer og kan med fordel læne sig op ad Medierådets mangeårige erfaringer med aldersvurdering og rådgivning på film- og medieområdet. Det er essentielt, at vi bevarer balancen mellem børns ret til kultur og deltagelse og beskyttelse. Det er mindst lige så vigtigt, at beskyttelsesdimensionen baserer sig på et velfunderet skadelighedsbegreb, der udvikler sig i takt med danske børn og unges film- og medieforbrug og kompetencer. Og med klarhed og åbenhed om kriterier og beslutningsprocessen. Med dette afsæt har vi god mulighed for at forpligte tjenesterne på de hjørneflag, vi som samfund ønsker af sætte for børn og unges digitale medieunivers. Techgiganterne vil som sagt gerne være med, så lad os tage dem på ordet.
Indlægget er bragt i Jyllands-Posten 4. september 2020.