Ung i det digitale samfund

INSPIRATIONSMATERIALE. ”Internettet i samfundet” er et nyt materiale til de gymnasiale uddannelser. Her er vejledning og viden til elever og lærere om internettets indflydelse på samfundet.

Internettet er på ganske kort tid blevet en integreret del af det danske samfund. Hvis man vil styrke oplyst medborgerskab i det digitale samfund, er det afgørende, at unge får en grundlæggende viden om internettet. Derfor lancerer Medierådet for Børn og Unge og Filmcentralen inspirationsmaterialet ”Internettet i samfundet”.

Materialet er udviklet sammen med undervisere i gymnasiet, og det er målrettet samfundsfag, mediefag, engelsk og dansk på gymnasieniveau. Materialet er gratis og ligger på Filmcentralen/Undervisning.

Se inspirationsmaterialet ”Internettet i samfundet”

Oplæg til samfundsaktuelle diskussioner

Materialet indeholder otte temaer, der lægger forskellige vinkler på internettets indflydelse på samfundet. Emnerne er bl.a. ”Den digitale kløft”, ”Menneskerettigheder” og ”Big data og privatliv på internettet”. Målet med materialet er at inspirere undervisere til at udvikle deres egne undervisningsforløb om emnet. Dele af materialet kan bruges direkte i undervisningen. Det kan give eleverne en grundforståelse for internettets betydning i samfundet.

Anne Mette Thorhauge, formand for Medierådet for Børn og Unge, siger:
”Internettet i samfundet” sætter fingeren på en helt central udfordring i tiden, nemlig en diskussion af digitaliseringen i et bredere demokratisk og samfundsmæssigt perspektiv. Hvor fokus hidtil har været på børn og unges praktiske it-færdigheder eller, når bølgerne gik højt, på deres trivsel i online fællesskaber, er medborgerskabet og de samfundsmæssige perspektiver hidtil faldet i baggrunden - det skal dette materiale samle op på. Gennem temaer som ‘overvågning’, ‘digitale kløfter’ og ‘det uoverskuelige internet’ åbner ”Internettet i samfundet” for en række relevante og samfundsaktuelle diskussioner om internettet i samfundsmæssigt og demokratisk perspektiv.”

Inspirationsmaterialet bygger på rapporten ”Digital Tryghed - de væsentligste digitale udfordringer for forbrugerne i Danmark” (2016) af Gry Hasselbalch for Forbrugerrådet TÆNK og TrygFonden.